Anmeldelse af "Blå Engel"

Anmeldereksemplarer fra forfatteren - tak for bøgerne :)

Maria Louise Staffe er forfatteren til serien fuld af forskellige engle og andre væsner. Bøgerne er meget anderledes, og jeg har ikke læst noget lignende. Men jeg var ikke så begejstret for hverken sproget eller personerne.


Handling

I Marias univers findes der mange forskellige skabninger.Søskendeparret, Emma og Oskar, finder ud af, at de slet ikke er mennesker. De er engle. Men det går snart op for dem, at de ikke bare er almindelige engle. De er udvalgt til at kæmpe i et længeventet slag mod en anden slags engle. Sorte, dæmoniske engle. Men Emma er kun fjorten, og Oskar er kun ni, så hvordan skal de hjælpe alle de håbefulde skabninger, der har længtes efter deres hjælp i århundreder? 

De to søskende må søge hjælp udefra. For i denne nye verden, Emma og Oskar ikke kender, kan man give sine kræfter videre, og i alle hjørner og kanter gemmer der sig forskellige væsner med hjælpefulde evner. Men hvordan er det muligt for dem, at vinde væsnernes loyalitet? Og hvis de kan få flere allierede, hvordan skal to børn så bekæmpe de onde engle? 

Personerne

Som sagt er hovedpersonerne fjorten og ni år gamle, men det virker ærligt talt ikke sådan. De virker begge to meget, meget ældre. Den ni-årige lillebror er stor fan af Aristoteles, han tænker altid hurtigst og klogest, og han er altid meget mere fornuftig end alle andre. Emma på fjorten lægger mærke til dyr vin, kan købe cigaretter og er også glad for de gamle filosoffer. Det kunne måske godt have fungeret, hvis det var blevet kommenteret, at den ni-årige altid havde haft en lidt anderledes smag i bøger, eller hvis det blev nævnt, at den fjorten-årige hele tiden fik at vide, at hun så meget ældre ud, end hun egentlig er. Men det sker ikke, og så virker det lidt utroværdigt.
SPOILER FRA ANDEN BOG
Gennem bøgerne gennemgår personerne blandt andet en større fysisk forvandling, men det lægger de ikke mærke til. De får vinger, og de bliver tre meter høje... Men de glemmer det hele tiden. Hvis jeg pludselig fik kæmpestore vinger, tror jeg, jeg ville blive både besværet og irriteret hele tiden. Men der står gentagne gange, at "jeg igen har glemt, at jeg er tre meter høj og har store fjerklædte vinger".
SPOILER SLUT

Skurken
I "Blå Engel"-serien er det Zorran, lederen af de sorte engle, som er skurken. Men jeg synes, hovedpersonerne bliver ved med at opdage nye svagheder hos ham. Og han begynder efterhånden at virke mindre ond. Det virker, som om han er blevet lidt for overvurderet. 

Følelser
Personernes (nok mest Emmas, da det er hende vi følger) følelser bliver skam nævnt... men de bliver ikke beskrevet. Man får at vide, at noget gør ondt, men der står ikke hvordan. 
Gennem sidste bog går begge hovedpersoner igennem forelskelser. Også den ni-årige Oskar. Og gennem Oskars forelskelse virker han (igen) slet ikke, som det barn han er. 
Under søskendeparrets rejse lærer de også, hvordan det er at miste. Men de lader ikke til at blive påvirkede af det. Og det virker også lidt utroværdigt.

Sproget 

Sproget er ikke flydende. 
Meget, meget kort sagt. Det virker, som om forfatteren undervejs opdager nye ord, og så begynder at bruge dem hele tiden. Og i stedet for at erstatte genstande med "den/det", bruges det samme ord bare igen og igen.

Grammatiske fejl.
Gennem alle bøgerne, men især toeren, er der flere grammatiske fejl. Det ville være okay, hvis der lige var en eller to, men når der er mange, begynder man at lægge mærke til dem, og det er forstyrrende.

Layout.
Igen er det især gennem bog to, men den måde bogen er sat op på, er heller ikke flydende. Nogle gange er opsætningen skyld i, at det bliver svært at forstå, hvem der taler.

Hvem og hvor?

Hvor?
Noget af tiden foregår blandt andet inde i København. Det kunne jeg rigtig godt lide. For pludselig blev de meget velkendte steder trukket ind i et nyt univers. Det var sjovt at opleve Hovedbanegården som tilflugtssted eller Strøget som skole for engle. 
Det er meget lettere at finde rundt, når man kender stederne fra starten af.

Hvem?
Som sagt er englene ikke de eneste skabninger i "Blå Engel"-serien. Der er masser af andre skøre væsner, som jeg aldrig har hørt om før. Og det var også rigtig fedt! Statuer bliver en gang i mellem benyttet i krige, og der var det også sjovt at følge kendte statuer fra København som krigere.

Rigtig god læselyst herfra📚😊

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog